30.01.2015
Søgu- og samfelagsdeildin
Skriva út

Lau á veðurlagsfundi hjá ST í Peru

Lau Blaxekjær var frá 1.-13. desember á veðurlagsfundinum hjá ST í Peru (COP20).


Samstundis sum hann eygleiddi, gjørdi hann eisini viðtal at brúka í granskingini av  alheims veðurlagspolitikkinum.

Her er ein frásøgn (á donskum) frá fundinum og eitt boð uppá, hvørjum eyguni skulu havast eftir.

-----

Resultatet af COP20 er alt efter øjnene, der ser, godt eller dårligt. Med klimabriller er det dårligt.  Som forhandlingerne skred frem og faktisk gik næsten to døgn over tid, blev aftalen i Lima mere og mere udvandet for reelle tiltag og fordeling af ansvar. Vi kom ikke meget nærmere en aftale, der kan garantere at verden leverer de reduktioner af drivhusgasser, som videnskaben er enig om, for at nå målet om en maksimal temperaturstigning på 2 grader over det før-industrielle niveau. Derudover levner de uofficielle udmeldinger fra forhandlerne ikke plads til megen optimisme om de kommende forhandlinger. Ingen forventer, at den endelige aftale, som skal forhandles på plads i Paris i slutningen af 2015, vil kunne levere en plan for at bekæmpe klimaforandringerne tilstrækkeligt.  Kampen står i al sin enkelthed om, hvem der skal levere hvor mange reduktioner fra 2020 både i- og ulande. I Kyotoprotokollen er det kun ilande, der skal levere reduktioner.

Med den svage Lima-aftale er der reel risiko for, at den endelige 21. etape i Paris næste år bliver forceret og ender i massestyrt på Champs-Élysées. Historien fortæller os, at sidste gang FN forsøgte med en afgørende afsluttende etape (COP15), forvandlede Hopenhagen sig til Brokenhagen. Som i Tour de France kører de 193 lande både individuelt og på hold kaldet ’politiske grupper’, der samler landene omkring visse synspunkter og interesser. Holdene, dvs. både de formelle og de uformelle aftaler og alliancer, og hvilken strategi, de vælger at køre de forskellige klimaforhandlingsetaper efter, er en vigtig del processen.

Min forskning viser, at der siden COP15 er sket store forskydninger i holdsammensætningerne. Der er kommet syv nye (kendte) politiske grupper, og vi ser flere alliancer krydse den store kløft mellem Nord og Syd, men også nogle der forstærker den.

Nord-Syd konflikten forstærkes bl.a. af uenighed om et af de fundamentale principper i klimakonventionen: at alle lande har et ”fælles, men differentieret ansvar” for at bekæmpe klimaforandringerne, men med hensyn til landenes kapacitet (fx økonomiske og teknologiske forudsætninger for at nedbringe deres CO2-udslip – i FN-sprog ”Common But Differentiated Responsibility and Respective Capabilities” (CBDR/RC)). For udviklingslandene bygger CBDR/RC-princippet på industrilandenes ansvar for langt den største CO2-udledning og dermed også langt det største ansvar for at bremse klimaforandringerne. Ilandene mener, at meget har ændret sig siden FN’s klimakonvention blev aftalt i 1992, bl.a. er Kina nu den største udleder af CO2 og har dermed et større ansvar end mange andre udviklingslande. I stedet skal fokusset ligge på den sidste del af CBDR/RC – landenes kapacitet.

Dette slagsmål var helt central i Lima, og ordene “Common But Differentiated Responsibility and Respective Capabilities” kom med i aftalen i løbet af de sidste timer. Dette var en klar sejr for udviklingslandene. Dog blev der tilføjet nogle nye ord om relation til ”national circumstances” (nationale forhold). Her åbnes der op for, at ulandene (og måske også ilande) skal levere klimahandling alt efter deres muligheder for det. Her kan Kina ikke længere slippe.

I nedenstående er en oversigt over fire vigtige nye politiske grupper siden COP15 i 2009, som spiller en central rolle i forhandlingerne.

BASIC
består af Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina. Gruppen blev formelt dannet op til COP15 og repræsenterer de store udviklingsøkonomier. Gruppen er en slags modspil til andre magtfulde aktører som USA og EU og grupper af ilande. Under COP15 var det BASIC og USA som forhandlede ’aftalen’ på plads, mens EU stod på sidelinjen. BASIC ønsker at opretholde en klar skillelinje mellem Nord og Syd, når det gælder ansvar og forpligtelser. Men der har siden COP17 i 2011 vist sig at være delte meninger om dette internt med Kina og Indien mere konservative og Sydafrika og Brasilien mere åbne for kompromis.

Cartagena-Dialogen
(CD) er en uformel politisk gruppe bestående af 42 lande på tværs af Nord-Syd. Gruppen blev dannet efter COP15, hvor mange ulande og EU følte sig kørt ud på et sidespor. Danmark er aktivt medlem. Formålet er at fremme kompromisser og få en ambitiøs aftale i stand. CD var afgørende for at få klimaforhandlingerne tilbage på sporet, særligt fordi Mexico som COP16-værtsland og medlem af CD kunne bruge dialogen til at teste nye kompromisser. Peru og Frankrig er også medlemmer af CD, hvilket kan være stærkt medvirkende til mere holdbare forslag til kompromisser i år og næste år.

LMDC eller ’like-minded developing countries’ formelt dannet i 2012 er en af de nye magtfaktorer i klimaforhandlingerne. LMDC er en bred gruppe udviklingslande (inklusiv Kina, Indien, Saudi Arabien, Argentina og Sudan), som holder stærkt på, at ilandene har et klart historisk ansvar for klimaforandringerne, men ikke har levet op til dette ansvar, ikke engang de forpligtelser, ilandene selv har sat bl.a. gennem Kyoto Protokollen. For LMDC er det vigtig at fastholde en klar Nord-Syd-skillelinje, når det komme til forpligtelser og ansvar, ikke mindst for at fastholde et pres på ilandene, så de ikke har mulighed for at sænke ambitionerne og egne forpligtelser i den kommende klimaaftale.

AILAC
fra 2012 består af udviklingslande fra Latinamerika, deriblandt Peru. De går også ind for en differentiering af forpligtelser mellem Nord og Syd, men modsat LMDC ser de en større rolle for ulandene i bekæmpelse af klimaforandring. For dem er det vigtigere, at der bliver gjort noget virkningsfuldt nu end at fastholde Nord-Syd-skillelinjen. CBDR/RC er vigtig, men ikke en undskyldning for ikke at gøre noget. Fokusset skal i stedet ligge på hvilken kapacitet landene har, og hvis den ændrer sig, gør forpligtelserne også.

De nye hold på vej til Paris er udtryk for et mere nuanceret landskab af holdninger og interesser. Nord-Syd konflikten er ikke så tydelig længere. USA og Kinas fælles klimaudmelding den 12. november 2014 er tegn på, at interesser og klimaforhandlinger ændrer sig. Men vi skal have alle landene med i mål og derfor er holdkørslen vigtig at holde øje med. Her gælder det både om, at alle hold ender med at kører for hinanden og at tempoet (og ambitionerne) bliver øget, samt at de forskellige hold ikke jager en kæp i hinandens hjul, så det ender med endnu et pinligt massestyrt lige før målstregen i Paris.